Jeg håber, at jeg kan blive helt rask

Er stadig begrænset af sygdommen

Mette er stadig begrænset af sygdommen. Hendes begrænsninger ligger i, at hun ikke er den overskudmor, som hun var. Selv om hendes mand siger til hende, at hun gør det godt nok, så sammenligner hun sig selv med den, hun var engang.

”Jeg tror altid, at jeg har været perfektionist, og jeg vil altid gøre tingene lidt bedre, og det skulle være helt i orden. Det kan jeg ikke længere. Det er for meget at forlange af min nu. Jeg er nødt til at stille mig tilfreds med det punkt, som jeg kan nå til.”

Tager tid at acceptere sig selv 

Hun mener, at det nok vil komme til at tage noget tid, før hun accepterer sit nye selv. Hun er nødt til at acceptere, at grænsen er et andet sted end før.

”Selvfølgelig kan jeg en masse gode ting nu. Jeg kan huske igen. Det kunne jeg absolut ikke, da det var allerværst. (…) Jeg kan gå en tur med hunden, og jeg kan hygge mig med det. Det er måske det vigtigste. At jeg ikke føler, at det er en anstrengelse for mig at gøre det, men jeg kan faktisk godt nyde det.”

Håber at jeg bliver mere den, jeg var

Hun håber på, at hun i fremtiden bliver mere rask. Igennem et år har hun fulgt sin egen fremgang, og hun kan se, at man kan få det bedre. Og det arbejder hun videre på. 

”Jeg håber da, at fremtiden bringer mig endnu tættere på den, jeg var. Hvis ikke den gør, så er det også en proces. Så er det noget, som jeg skal lære at leve med, og det tror jeg også godt, at man kan, hvis man får den rigtige hjælp. Hvis man er klar over, hvilke begrænsninger, man har. Det er jo ikke anderledes end al mulig andet sygdom. Hvor man får nogle begrænsninger af det, og jeg er også klar over, at det kan være sådan. Men jeg har da et håb om, at fremtiden bringer mig tættere på lyset, end jeg har været.”