Vær dig selv og kæmp
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Har valgt at være åben
Søs har valgt at være åben omkring sine to diagnoser. Det har hun valgt, fordi hun synes, at folk omkring hende skal vide, hvordan hun skal håndteres. Måske virker hun underlig på andre, og så forstår de hvorfor:
”Hvis jeg er ked af det eller har en dårlig dag, så er det derfor. Så kan de bedre tackle det og ved, hvordan de skal være der.”
Nogle mennesker tror ikke på, at hun har diagnoserne
Hun har oplevet, at folk ikke har troet på det, når hun har fortalt, at hun havde to psykiatriske diagnoser. Det har særligt været dem, der har kendt hende før hun fik diagnoserne:
”Jeg oplevede, at da jeg fortalte det, var der en, der fortalt mig: ”Du har i hvert fald ikke borderline”. Så spurgte jeg: ”Hvorfor har jeg ikke det?”. Og så sagde hun: ”Det har du ikke, fordi man kan føre en normal samtale med dig”.
Andre tænker de mærkeligste ting
Søs har været på dates, og når hun så fortæller om de to diagnoser, trækker de følehornene til sig – eller afslører deres fordomme:
”Der har også været én, der har sagt: ”Når nu du har borderline, skal jeg så være bange for at blive slået ihjel?” Hvor kom den lige fra? Så ja, der er stadig meget tabu.”
To råd om at tackle psykisk sygdom
Søs har to råd til andre, som står i samme situation, som hun selv. De handler om at man skal være sig selv og så skal man kæmpe for at få det så godt som muligt:
”Du skal være dig selv så meget som muligt. Selvom du har diagnoser, er du stadigvæk sig selv. Lad være med at sætte dig i sofaen og sig: ”Jeg kan ikke mere”. Fordi det kan man. Man kan kæmpe. Det har jeg i hvert fald gjort, og jeg er nået langt. Jeg ved hvor langt jeg er nået på et år, og jeg er stolt over det. Man skal have lov til at give sig selv skulderklap. Så mit råd til andre er: Kæmp!”
Borderline: Betyder, at man har en personlighedsforstyrrelse. Det indebærer, at man kan have problemer med at styre sin impulser og følelser. Og man kan have svært ved at bevare et nært forhold til andre mennesker. Man kan også have svært ved at styre sit temperament og sin vrede, hvilket kan betyde, at man let kommer i konflikt med andre.
PTSD: en forkortelse for diagnosen Posttraumatisk Stress Syndrom, også kaldet posttraumatisk belastningsreaktion.
Opdateret onsdag den 23. okt. 2024