Har altid arbejdet på fuld tid

Går ud af gymnasiet

Efter den første depression som 16-årig, vælger Ida at gå ud af gymnasiet. Hun får sig et fuldtidsjob og starter på HF året efter. 

Tager et sabbatår

Efter HF er afsluttet tager Ida et sabbatår, hvor hun laver forskellige former for arbejde og bruger tiden til at finde ud af, hvad hun har lyst til. Hun tager for eksempel ud og rejse.

Starter på universitetet

Derefter starter hun på universitetet. Hun gennemfører studiet samtidig med, at hun får to børn. 

Får fuldtidsjob efter endt uddannelse

Da hun er blevet færdig med universitetet, får hun et almindeligt fuldtidsjob.

”Jeg har sådan set haft fuldtidsjob hele mit liv. Det er ikke sådan, at jeg har haft flexjob eller noget.” 

Arbejdsgiver har været forstående over for perioder med depression

Hun har haft to depressioner, mens hun har været på arbejdsmarkedet. I den forbindelse har hun kun haft arbejdsgivere, der har været forstående over for hendes sygdomsperioder.

”Jeg har haft arbejdsgivere, der har været forstående og som har gået med til, at jeg har startet op lige så stille - og på den måde er kommet på benene igen og tilbage til et 37 timers job.” 

Hendes læge var bekymret for, om hun kunne klare et fuldtidsarbejde

I begyndelsen var hendes læge bekymret for, om hun kunne klare at komme tilbage til et fuldtidsjob. 

”Da jeg bestemte mig for, at det var det, jeg gerne ville, havde jeg også en læge der sagde: ”Okay, så gør vi det. Så laver vi en plan”. 

Fik hjælp af sin læge til at optrappe timetal

Hendes læge hjalp hende efterfølgende med at lave en plan for, hvordan hun kunne komme tilbage til sit arbejdsliv.

”Min læge var rigtig god til at lægge en plan, der passede til, at jeg kom tilbage i små bidder, så jeg bevarede fodfæstet i at skulle i gang med at arbejde på fuld tid igen. Så det var rigtig godt.” 

Har været åben over for kollegaerne

Ida har været åben over for kollegaerne om, at hun har haft en depression.

”Jeg har været åben omkring, at jeg har haft en depression, fordi det synes jeg er vigtigt. Det gør det også nemmere for kollegaer at acceptere, at nu har hun haft en depression, og nu kommer hun tilbage.”

Min egen accept gør det nemmere for andre  

Hun har også erfaret, at hvis hun selv accepterer sin sygdom, gør det det nemmere for andre at acceptere den.

”Det virker også som om, at når man selv står ved, at det er det, man har haft, er det også nemmere for de andre at acceptere og tage én tilbage i de opgaver, man havde før - uden at tænke så meget over, hvad man har fejlet og hvorfor.”