Vigtigt at børnene ikke tror, at det er deres skyld

Gamle nok til at forstå

Ida har to døtre, der er 12 og 16 år. Sidste gang hun havde en depression var for to år siden. Og da var de gamle nok til, at hun kan snakke med dem om, hvad der foregik.

”De var begge to store nok til at forstå, hvad der foregik. Der gjorde jeg meget ud af at forklare, at det ikke havde noget med dem at gøre, og at jeg nok skulle få det godt igen.” 

Man kan ikke se, hvad der er rart

Hun har forklaret over for sin døtre, at depressionen gør, at man ikke kan se, hvad der er rart her og nu. 

”Jeg har fortalt mine piger, at depressionen er ligesom at man ikke kan se det, der er rart lige nu og her og at man bliver meget hurtigt ked af det. Og at det ikke har noget med dem at gøre, og at de skal huske, at når det er overstået, vil jeg være lige så meget for dem, som jeg plejer.” 

Tag jer ikke af, at jeg græder

Ida talte også med dem om, hvordan de skulle forholde sig til, at hun græd. Og det beroligede dem at vide, at det ikke havde med dem - eller problemer i familien at gøre.

”Når jeg begyndte at græder over ting, der ikke burde være noget at græde over, havde det ikke noget med dem at gøre. Det havde noget at gøre med, at jeg var syg. Jeg tror, at det var en stor lettelse for dem at få at vide, at det ikke var fordi, at vores familie var ved at gå i stykker eller noget som helst. Det var fordi, at jeg havde brug for noget ro og få styr på de tanker igen.” 

Fortalte dem om medicinen

Hun fortalte dem også, at medicinen skulle hjælpe på sygdommen – og at medicinen ville hjælpe hende med at få det bedre.

”Jeg fortalte dem, da jeg begyndte at tage medicin. Og jeg sagde: ”Nu bliver det nok bedre, fordi nu begynder jeg at tage noget medicin”. Det kunne de jo også se i den udvikling, der kom. Det tror jeg har været trygt for dem.” 

I dag taler vi om sygdommen

I dag er det helt naturligt for dem at tale om sygdommen.

”I dag kan de spørge til det uden, at det er noget, jeg vil blive ked af at få spørgsmål om. Det allerbedste for dem vil være, at de ved mest muligt om det, så det ikke er noget, der skræmmer dem. Jeg fortæller dem også, at jeg altid vil passe på mig selv. Så selvom jeg ser ud som om, at jeg har det rigtig skidt, skal jeg nok komme igennem det. Og så skal jeg nok blive mig selv igen.” 

Åbenhed er bedst

Hun tror generelt, at åbenhed er bedst – også for børnene.

”De fornemmer det jo alligevel. Hvis man gik og lod som om, at alting var godt, selvom det ikke er det, ville det være sværere for børnene at komme igennem det. Hvis de på nogen måde kan få lidt indsigt i forhold til den alder, de har, er det den rette vej.”