Engang havde jeg en psykisk sygdom
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
I dag ser jeg anderledes på mig selv
Engang var Rico overbevist om, at han var sin sygdom, og han så sig selv som en psykisk syg alkoholiker. I dag præsenterer han sig anderledes:
”I dag er jeg en helt almindelig person med en særlig sårbarhed. Der ligger en stor forskel i at have en psykisk sygdom for mig, og så at have en sårbarhed.”
Forsøger at bryde med en identitet som syg
For Rico er sygdom meget en identitet, som han har bygget op omkring sig. Og den forsøger han at bryde med i dag.
”Jeg har ligesom nogle ting, jeg skal respektere, men det betyder ikke, at jeg ”er” min sygdom.”
Besat af at tanken om at holde en facade
Han har været besat af tanken om at holde en facade. Da hans sygdom var allerværst, brugte han depressionsdiagnosen til at opbygge sin identitet omkring sygdommen. Det var en del af facaden.
”Hvis nogen endelig spurgte ind til det, så kunne jeg fyre en replik af: ”Jamen, jeg er også en psykisk syg alkoholiker. Jeg er fucked up og misforstået. Du kan ikke gøre noget for at redde mig. Det er sådan noget, der automatisk skræmmer folk væk, så de trækker sig tre skridt tilbage - og højest sandsynligt ikke spørger igen.”
Siddet fast i en identitet som psykisk syg
Han oplever, at han har siddet fast i en identitet som psykisk syg i flere år og har haft meget svært ved at slippe det.
”Men jeg er jo ikke min diagnose. Og hvad er der så tilbage (..) At turde lukke nogen ind i det. Det har været sindssygt svært.”
I dag er han åben
I dag er han åben omkring de ting, som han har været igennem – og det liv, han har levet. Hans overbevisning er, at åbenhed avler forståelse.
”Vi skal stoppe med alle de her skræmmebilleder, som man kan have overfor dem, der har forskellige psykiske lidelser og forstå, at de også er helt almindelige mennesker som alle os andre. De har jo selvfølgelig udfordringer i andre grader eller på andre måder, men de er jo ikke anderledes end nogen andre.”
Opdateret torsdag den 17. okt. 2024