Haft en depression fire gange i mit liv
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Første gang depression ramte som 16-årig
Første gang, Ida fik en depression, var hun 23 år. Men når hun ser tilbage, kunne hun lige så godt havde fået diagnosen, da hun var 16 år. Dengang havde hun en periode, hvor hun havde det meget dårligt.
”Da jeg var 16 år, havde jeg også en periode, hvor det gik rigtig, rigtig dårligt. Jeg havde et selvmordsforsøg bag mig, der heldigvis ikke lykkedes.”
Den anden depression som 23-årig
Hun kom i behandling og havde en lang periode mellem de 16 og 23 år, hvor hun havde det rigtig godt.
”Efter jeg kom i behandling, og til jeg blev 23 havde jeg ikke nogen problemer med depression overhovedet. Det var måske bare på grund af en skilsmisse, jeg blev alenemor og var ung studerende.”
Den tredje depression som 27-årig
Da hun var 27 år fik hun endnu en depression. Hun var lidt overrasket over, at depressionen kom igen, fordi hun syntes, hun havde en rimelig stabil hverdag.
”Jeg havde egentlig ikke troet, at det ville ske igen, fordi jeg havde en rimelig stabil hverdag. Men der var ligesom mange ting, der gik mig på på det tidspunkt. Der var et arbejde, der var svært, og der var nogle små børn, som jeg syntes skulle have mig mere hjemme, end jeg var.”
Begyndte at gå i kognitiv terapi
Efter depressionen begyndte hun at gå i kognitiv terapi.
”Jeg begynder at gå i kognitiv terapi, fordi jeg tænker, at der er en grund til, at det sker for mig igen. Den kognitive terapi hjalp mig rigtig meget med at få indsigt i, at jeg nok skulle lære at tænke anderledes for ikke at få problemer igen.”
Begyndte at træne
Samtidig med den kognitive terapi begyndte hun at træne, løbetræne og leve sundt, fordi hun mente, at det også kunne hjælpe med til, at depressionen ikke ville vende tilbage.
”Jeg tænker også meget i forhold til kort og at leve sund. Fordi krop og psyke hænger sammen. Det hjælper rigtig godt for mig.”
Den fjerde depression som 37-årig
Dengang troede hun ikke, at depressionen ville komme igen, men 10 år efter skete det alligevel. Der var meget stress på hendes arbejde, og de havde nogle problemer derhjemme med den ene datter, som i mellemtiden var blevet teenager. Og samtidig var der også noget sygdom i familien.
”Det gør så, at jeg får en depression igen, men slet ikke lige så stor som de andre, fordi denne her gang ved jeg jo, hvad det er. Derfor bliver der slet ikke snak om indlæggelse og sådan nogle ting. Der bliver mere snak om, at jeg skal have noget medicin for at komme ovenpå igen.”
Emneord
Opdateret tirsdag den 15. aug. 2023