Hvad er PTSD?
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Genoplevelse af traumatiske hændelser
PTSD er en forkortelse for ”post traumatisk stress syndrom”. Det er en psykisk lidelse, der kan opstå, efter man har været udsat for én eller flere traumatiske hændelser. Det kan for eksempel være:
- En alvorlig ulykke
- Krig
- Voldeligt overfald eller seksuelle overgreb
Under en traumatisk hændelse vil du føle dig ekstremt truet og i alvorlig fare.
Du oplever virkeligheden anderledes, end den er
PTSD påvirker den måde, du oplever virkeligheden på. Det gør, at du føler dig utryg – også selvom, du er uden for fare. Man kan sige, at kroppens alarmberedskab bliver hyperaktivt, og det er krævende for både din krop og psyke.
Det mest centrale symptom på PTSD er, at dine minder fra hændelsen trænger sig på og føles så livagtige, at det er som om, at du genoplever den traumatiske hændelse - eller brudstykker af den - igen og igen. Det kan føles som en film, der kører på repeat - uden at du kan stoppe den.
Du kan også opleve at:
- Lugte
- Lyde
- berøringer fra hændelsen, kommer igen og igen
- uden at der er nogen sammenhæng med de sanseoplevelser, du oplever nu. I de alvorligste tilfælde kan du opleve det som om, du mister kontakten med nutiden - fuldstændig som om, at hændelsen sker igen.
Du har mareridt om hændelsen
Du kan også få gentagne mareridt om den traumatiske hændelse. Fordi du genser billeder, høre lyde, lugte eller andre sanseoplevelse fra hændelsen, kan du føle, at du ikke længere kan stole på dine sanser. Du kan opleve, at du ikke længere har kontrol over dine reaktioner. Skræmmende minder fra fortiden blander sig sammen med det, du oplever i nutiden - og du kan ikke kontrollere det.
Det kan føles meget ubehageligt, pinefuldt og skræmmende at opleve, at en traumatisk hændelse på den måde gentager sig. Nogle kan blive bange for, om de kan være blevet psykotiske, fordi de kan se billeder eller høre lyde, som de så og hørte under hændelsen.
Du undgår at blive mindet om hændelsen
Et andet typisk symptom på PTSD er, at du forsøger at undgå at blive mindet om hændelsen - netop fordi det vækker overvældende reaktioner. Du undgår måske bestemte steder, situationer eller mennesker, som minder dig om hændelsen. Mange oplever også, at det med at undgå bestemte situationer, griber om sig og kan føre til, at du isolerer dig. Det er også almindeligt at prøve at undgå at snakke om - eller at tænke på hændelsen. Det kan også føre til, at du undgår at gå i behandling. Måske bliver du meget vagtsom.
Du føler uro og er irritabel
Du kan opleve, at du hurtigt farer sammen og bliver forskrækket, føler dig urolig, anspændt, får koncentrationsproblemer og får problemer med at falde i søvn eller sove igennem. Du kan også opleve, at du er mere irritabel og har en kortere lunte end tidligere.
Kontakt din egen læge
Søg hjælp, hvis du har disse symptomer.
Kontakt din egen læge først for at snakke om behandlingsmulighederne. Du kan også henvende dig på psykiatrisk akutmodtagelse, hvis du føler dig overvældet af symptomerne uden for lægens åbningstider.
Behandlingsmulighederne
Der findes flere behandlingsmuligheder ved PTSD. Både samtaleterapi og medicin kan være en hjælp for dig.
I samtaleterapi vil du typisk få information om, hvad det vil sige at have PTSD. Du får strategier og værktøjer, der kan hjælpe dig med at kontrollere symptomerne. Der er også fokus på, at du får bearbejdet den smertefulde hændelse, så den bliver mindre overvældende i fremtiden.
Afhængig af din tilstand og situation vil der være noget behandling, der virker bedre end andet. Din behandler vil hjælpe dig med at finde ud af, hvad der hjælper dig bedst. Alle kan få det bedre efter en behandling, der er tilpasset netop din tilstand. Nogle oplever at blive helt raske, andre oplever at få bedre kontrol over symptomerne.
Her kan du finde mere information om psykisk sygdom
PsykInfo tilbyder anonym rådgivning i alle regioner i Danmark.
Bor du i Region Sjælland kan du finde mere information om PsykInfo
Søg mere information hos Bedre Psykiatri - Landsforeningen for pårørende
Søg mere informationhos LAP - Landsforeningen for nuværende og tidligere psykiatribrugere
Søg mere information hos SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed
Søg mere information hos Psykiatrifonden
Emneord
Opdateret torsdag den 3. okt. 2024