Havde slet ikke set depressionen komme
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Et chok at Bokja skulle indlægges
Det var et chok for René, da Bokja ringede til ham og fortalte, at hun skulle indlægges. Han var i gang med en uddannelse. De havde tre små børn, og han skulle bruge tid på at læse, når han kom hjem, og skulle ydermere læse til eksamen. Så derfor var det en svær tid.
Bokjas svære barndom
Han vidste godt, at Bokja havde haft en svær barndom på grund af alle de ting, som hun havde været igennem. Men han var helt uforberedt på hendes tilstand:
”Jeg havde ikke set det komme, at det kom dertil. Jeg havde slet ikke set, at hun havde det så dårligt.”
En dag ad gangen
René måtte tage en dag ad gangen, for han anede ikke, hvad der skulle foregå. Og sygehuset kunne heller ikke forudse, hvor lang tid det ville komme til at tage.
”Jeg vidste ikke hvor lang tid, det ville tage, og om det ville blive bedre nogensinde. Det var der ingen, der kunne svare på.”
En usikker fremtid
Han oplevede det som en meget usikker tid, hvor det var umuligt at planlægge noget:
”Det jo svært at se frem og planlægge noget som helst. Med tre børn – hvad skal man sige til dem? Lever vi stadigvæk sammen om et halv år? Hvor skal børnene være? Kan vi beholde huset? Alle de ting.”
Mange spørgsmål men ingen svar
René fik ikke noget at vide af sygehuspersonalet, fordi de ikke selv kendte Bokjas diagnose eller kunne sige noget om, hvornår hun ville få det bedre:
”Jeg var til nogle samtaler, hvor det gik meget på at spørge mig til, hvordan Bokja var i dagligdagen, og hvordan hun reagerede på forskellige situationer. Men ikke så jeg kunne få svar på nogle ting.”
En lettelse at få diagnosen
Da Bokja endelig fik diagnosen, var han lettet:
”Det kan lyde mærkeligt, men derfra kunne jeg begynde at se nogle ting og arbejde med noget. Man kan begynde at tænke over, hvad man så kan gøre med det. Det havde jeg jo ikke inden. Der kunne det jo gå alle veje.”
Opdateret onsdag den 17. maj 2023