Gå til indhold

Røntgen eller MR-scanning

Røntgenbilleder og skanninger viser ikke, hvad der gør ondt i ryggen.
Se hele filmen om hvad man kan se på røntgen og MR-skanninger.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Hvornår det er relevant at få foretaget yderligere undersøgelse af ryggen.

Langt de fleste med smerter i ryggen skal ikke have taget røntgenbilleder eller skannes. Forskningen viser nemlig, at de forandringer i ryggen, der ses på røntgenbilleder og skanninger hos mennesker med ondt i ryggen, også ses hos dem, der ikke har ondt i ryggen. Røntgenbilleder og skanninger viser ikke, hvad der gør ondt i ryggen. Vi ved også fra forskning, at røntgen eller skanninger ikke kan bruges til at se, hvordan din ryg vil have det i fremtiden, og de kan derfor ikke bruges til at vælge den rigtige behandling for dig. Faktisk kan røntgen og skanninger nogle gange skade mere end at gøre noget godt, fordi man kan blive bekymret over hvad billederne vil kunne vise – også selv om de ikke betyder noget for dit helbred.

Der er forskel på, hvad man kan se på røntgen og MR-skanninger.

 

En røntgenundersøgelse af ryggen viser knogler og skygger af andre strukturer.  På røntgenbilleder kan man blandt andet se, om der er artrose, også kendt som slidgigt, sammenfald af ryghvirvler eller brud på rygsøjlen. Man kan også se medfødte misdannelser og tegn på infektion. Der er mange der tror, at man kan se en diskusprolaps på røntgen, men det kan man faktisk ikke.

 

Ved almindelige røntgenundersøgelser af ryggen bliver der benyttet en meget lille dosis røntgenstråler, så risikoen ved at få foretaget en røntgen meget lille.

 

En MR-skanning viser både knogler og bløddele som muskler, nerver og brusk. Derfor får men ved MR flere oplysninger om ryggens tilstand end man gør ved røntgen. På MR kan man for eksempel se diskusprolapser, nerver og muskler ud over de ting, man også kan se på røntgen. Derfor er MR-skanning i dag den foretrukne undersøgelse af ryggen. Hvis man mistænker infektioner eller kræft i ryggen kan MR-skanning også være et godt redskab til at få et endeligt svar. Der er ingen kendt risiko forbundet med MR-skanning af ryggen.

 

En grundig undersøgelse af ryggen og dit almene helbred vil hos langt de fleste være tilstrækkelig til at vælge den korrekte behandling for din ryg. Derfor begynder man i dag på behandling med det samme, det kan for eksempel være træningsøvelser eller manuel behandling. Hvis du har haft længerevarende rygsmerter og rygsmerterne ikke bliver bedre af de behandlinger, du normalt tilbydes og som er tilpasset netop dig, vil man overveje røntgen eller skanning.

Hvis din læge, kiropraktor eller fysioterapeut mistænker, at du har en alvorlig medicinsk tilstand som for eksempel et knoglebrud, en gigtlidelse eller en infektion i ryggen, vil du blive henvist til røntgen eller skanning med det samme.