Generel information til børn om fuld bedøvelse
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Hvorfor skal vi tale med narkoselægen?
Inden du skal opereres, skal du bedøves, så du ikke mærker noget under operationen.
Dine forældre skal derfor tale med narkoselægen, der skal gøre dig klar til bedøvelsen. Større børn kan blive tilbudt at deltage ved samtalen.
Nogle taler med lægen noget tid før operationen. Andre taler først med lægen kort tid inden operationen. Samtalen kan også ske telefonisk eller virtuelt som videoopkald.
Hvad skal narkoselægen vide?
Lægen skal vide, om du har været syg før om du har været allergisk overfor noget, og om du får medicin. Lægen skal også vide, om du har prøvet at være bedøvet før.
Hvis du har prøvet det før, så skal lægen vide om du har oplevet kvalme og været utilpas.
Om du har haft andre problemer ved tidligere bedøvelser. Om du kan huske noget fra den tidligere operation. Og om du tager medicin til dagligt. Så skal du måske fortsætte med at tage medicin og holde pause med noget andet.
Hvordan bliver jeg undersøgt før operationen?
Lægen skal også undersøge, hvordan du trækker vejret og skal derfor se, hvor meget du kan:
- bevæge din nakke
- hvor meget plads, der er i din hals
- hvor højt du kan gabe
- om du har løse tænder.
Hvorfor må jeg ikke spise eller drikke før operationen?
Du må ikke spise før operationen. Det er for at undgå, at mad og drikke kommer ned i dine lunger, mens du er bedøvet. Det er derfor bedst, at din mave er tom inden operationen. Lægen fortæller dine forældre, hvor mange timer inden operationen, du ikke må spise og drikke.
Du får et armbånd med dit navn omkring dit håndled du får også noget sygehustøj på. Hvis mor eller far skal med ind, så skal de også have sygehustøj på.
Du må meget gerne tage din egen bamse med. Det kan være, at du får en krammebamse af lægen. Bamsen er en isbjørn, der enten hedder Theo eller Thea.
Måske får du lagt et drop i hånden. Det er et plastikrør, hvor lægen kan give dig noget væske så du ikke bliver tørstig under operationen.
Du får også noget udstyr på så lægen kan holde øje med dit hjerte og dine lunger. Lægen har noget tryllecreme eller trylleplaster, så det ikke gør så ondt.
Det er muligt at få noget saftevand med medicin i der får dig til at slappe af, lige før operationen.
Lægen og sygeplejersken, der skal passe på dig under operationen kommer og siger hej til dig. Der vil være andre mennesker inde på operationsstuen som skal hjælpe til under din operation.
Hvordan bliver jeg bedøvet?
Det er forskelligt, hvordan du bliver bedøvet. Nogen gange kan du sidde hos din mor eller far men du kan også ligge i sengen.
Hvis du får bedøvelse gennem en maske, kan den lugte lidt specielt. Nogen synes, den lugter lidt som nye gummistøvler. Hvis du vil, kan du måske selv holde masken.
Du bliver vækket allerede på operationsstuen. Sygeplejersken holder øje med, at du har det godt. Det kan være, at du ikke husker så meget bagefter.
Hvornår må jeg spise og drikke efter operationen?
Du kommer på opvågningen, og her vil din mor eller far være sammen med dig. Du har stadigvæk drop i hånden efter operationen.
Sygeplejersken spørger dig, om du vil have noget at drikke. Det kan være at du har lidt kvalme efter bedøvelsen er lidt svimmel eller har ondt. Det skal du sige, så kan vi gøre noget ved det, så du får det bedre. Senere kan du også få noget at spise.
Du skal blive i sengen, indtil du er klar til at blive kørt tilbage på afdelingen. Hvis du er helt færdig med behandlingen, kan du måske komme hjem samme dag.
Opdateret onsdag den 21. jun. 2023