Ritualer
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Behovet for ritualer
Ved alle livets store overgange som fødsel, død og pubertet kender vi særligt til behovet for ”noget mere”. Behovet for ritualer. Nogle kalder meget smukt ritualer for "Livets broer" eller "Livets vejmærker".
Men hvad er et ritual? Ritualet er et fastlagt, genkendeligt mønster af handlinger og ord, som skal hjælpe os med at orientere os i livets overgange - og til tider også i vanskelige situationer. De kristne ritualer opfattes kort sagt som det at lægge sit liv i Guds hånd og udtrykkes blandt andet gennem dåb, vielse og begravelse. Vi gør noget og siger noget, der understreger det ekstraordinære, som skal ske – og som vi samtidig aldrig helt bliver færdige med at forstå.
Hvad kan vi bruge ritualer til?
Ritualet kan give tryghed og kan hjælpe os med at håndtere de blandede og modsatrettede følelser, som livets forandringer påfører os. De hjælper på den måde, at de viser, hvordan vi skal handle i en ukendt og måske kaotisk situation. Og de kan hjælpe os med at begynde eller afslutte et kapitel i vores liv.
Ritualer ved dåb og bryllup
Ved en dåb gennemføres for eksempel en række handlinger, som fortæller omverden at en nyt medlem af menigheden er kommet til verden, og det vil vi gerne fejre i fællesskab. Ved et bryllup gennemfører vi en række handlinger, der hylder kærligheden mellem to mennesker, og samtidig bekendtgør de omverdenen, at de nu er et par.
Ritualer ved begravelse
Lige så er der i forbindelse med en begravelse fastlagt nogle ord og handlinger, der følges. De hjælper os, der står tilbage, gennem begravelsen - for her får vi lejlighed til at tage afsked og mindes vores kære, selvom vi er knuget af sorg.
Ved alle disse handlinger, dåb, bryllup, begravelse, knyttes samtidig en forbindelse til det der er større end os selv – til Gud. I mødet med alvorlig sygdom kan det for den enkelte blive meget vigtigt - og nærmest få en fornyet betydning - at møde ritualet i form af for eksempel: at få lyst velsignelsen, bedt fadervor, eller gå til gudstjeneste.
Litteratur
Religion, eksistens & sygepleje ved Christian Juul Busch, Tim Jensen og Marie Oved, Nyt nordisk forlag, 2003
Kærlighedens pris af Bent Falk, Forlaget Anis, 1998
Den Danske Salmebog
Bibelen
Opdateret fredag den 30. jun. 2023