Gå til indhold

Næsten en hverdag som vanlig

Henrik Balch har uhelbredelig kræft. Efter at han er stoppet med kemoterapi har han det næsten, som han plejer. Sygdommen og tanken om døden fylder i det hele taget ikke så meget i hans liv - når blot hans liv fyldes af varme, kærlighed og omsorg.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

Gør de ting han plejer

Henrik fortæller, at han igennem de sidste 10-15 år har bestræbt sig på at fylde livet med gode ting. Og det gør han stadigvæk. Han passer sit arbejde. Og han gør de ting sammen med sin kone Merethe, som er vigtig for ham. Det betyder, at han ikke synes, at sygdommen fylder det hele. 

Har det næsten, som han plejer

Sygdommen fyldte på en måde mere, da han fik kemoterapi, for da mærkede han, at der var noget galt. Den gjorde, at hans krop krympede sig sammen, og han havde det mildest talt ad helvede til. Han har ikke fået kemoterapi i tre måneder nu, og han har det på mange måder, som han altid har haft det - bortset fra smerterne, som han får morfin for.

Døden fylder ikke så meget

Han kan være sammen med mennesker, som han altid har kunnet. Han kan stadig gøre de ting, som er vigtige for ham. Han kan stadig fylde sit liv med liv, varme, kærlighed, omsorg og plads. Det betyder for ham, at det ikke er så svært at bære, at han er uhelbredelig syg og snart skal dø. Og fortsætter han: 'Det er jo ikke, fordi jeg glemmer, at jeg skal dø - det er der hele tiden - men det fylder ikke så meget'.