Gå til indhold

Sorgprocessen for de efterladte

Sorg ændrer sig over tid.
Det er forskelligt, hvordan vi oplever sorg, og hvordan vi sørger. Sorgen ændrer sig, så du med tiden vil være i stand til at have en normal hverdag med praktiske gøremål, fritid og arbejde. Lige efter dødsfaldet kan sorgen opleves meget voldsom og fylde alt, mens den over tid vil ændre sig og fylde på en anden måde.
Klik for at åben cookiepanel

Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies

At være i sorg

Du kan opleve, at du græder meget, har svært ved at sove og overkomme ting i hverdagen. Du kan opleve, at du mister din appetit og at du taber dig. Det kan også være, at du går i stå og ikke kan finde ud af helt almindelige gøremål i hverdagen eller tage hånd om din personlige hygiejne eller dit udseende.

Alle dine tanker kan dreje sig om den, du har mistet – og måske frygt for fremtiden, og hvordan det skal gå. Du kan have mange tanker om, hvordan du burde have opført dig overfor afdøde, eller fortrydelse over, hvad du ikke nåede at få sagt. Du kan opleve en indre tomhed og meningsløshed med livet. Måske kan du ikke passe dit arbejde og vil være nødt til at være sygemeldt for en periode.

 

Fællestræk i sorgens reaktioner

Der er nogle fællestræk i sorgens reaktioner, som kan hjælpe dig og dine omgivelser til bedre at forstå sorgens væsen.

Som sørgende vil du svinge, pendulere, mellem to spor:

Det ene spor handler om tabet. Her fylder sorgen meget, og du tænker hele tiden på den, som du har mistet - og det liv I havde sammen. Dette spor kaldes også for sorgarbejdet, fordi du her bearbejder tabet af det liv, der var engang.

I det andet spor beskæftiger du dig med det forandrede liv. Det vil sige, at du ser på det liv, som er nu, og du gør dig forestillinger om, hvordan fremtiden kan se ud.

 

Den naturlig sorgproces

I begyndelsen vil du svinge meget mellem de to spor og det vil fylde meget i dine tanker. Men som tiden går, vil begge spor som regel fylde mindre, og du vil falde til ro i en ny hverdag. Det er den naturlige sorgproces.

Det kan være svært at sige, hvor lang en naturlig sorgproces må vare, da det er forskelligt fra person til person. Man siger som en tommelfingerregel, at en sund sorgproces varer ca. ½ år.

 

Den komplicerede sorg

Nogle hænger dog fast i sorgen. Her forbliver sorgen lige stærk, og den mindskes ikke med tiden. Det kaldes en kompliceret sorg. Det indebærer, at du har svært ved at indse at livet, som det var engang, er slut - eller du kan have svært ved at overskue dit nye liv og forsøger at undgå at tænke på det. Kompliceret sorg kan føre til depression, og her har du brug for få professionel behandling.

I den situation bør du eller dine pårørende kontakte din læge, som kan henvise dig til en psykolog.