Vi blev forstenede, da vi fik diagnosen

Om lørdagen var Ole gul i øjnene

Det hele startede, da Tove om lørdagen havde undret sig over, at Ole var gul i øjnene. Han lavede sjov med det og fortalte, at pigerne på kontoret også havde sagt, at han var så dejlig brun. Først da lagde Tove mærke til, at han også var brun i huden. Hun ville straks have ham til læge. Han mente nok, at det kunne vente til om mandagen. Tove holdt dog fast i, at han skulle til læge med det samme, da hun vidste, at det var farligt at være gul i øjnene. 

Tirsdag fik de den dårlige nyhed

Ole blev scannet mandag morgen, og om tirsdagen fik de at vide, at han havde kræft i bugspytkirtlen - og at der ikke var noget at gøre. Tove beskriver det som en forfærdelig overlevering af diagnosen. Hun oplevede, at de var blevet talt til, som om de ikke var mennesker - men af sten. 'Godt nok var vi også forstenede, men det er jo klart, når man får det at vide', fortæller Tove. 'Det var helt forfærdeligt', fortsætter hun. 'og man kan jo slet ikke samle sig om at spørge om noget, når man sidder i den situation'.

Tankerne kørte rundt i hovedet

På vejen hjem fra hospitalet var der helt stille i bilen - de sagde ikke et ord til hinanden. Lige i det øjeblik, man får sådan en besked, fortæller Tove, så ved man godt, hvad diagnosen betyder. Men straks derefter så begynder man at tænke: 'Det er ikke rigtigt. Vi har hørt forkert. Det er ikke lige så slemt, som vi tror det er. Og selvfølgelig kan der gøres noget'. 

Samtidig tænker man: 'Det går ikke, det går ikke det her - det er højst et halvt år, der er tilbage'. Og så kommer en ny tanke: 'Det er ikke rigtigt det her. Det er noget jeg drømmer'. Og sådan kørte hendes tanker rundt - og frem og tilbage hele tiden.