Pillens vej gennem kroppen
Du kan ikke se videoer hvis du ikke har accepteret statistik cookies
Når du tager din medicin gennem munden, for eksempel en pille, passerer den gennem spiserøret til mavesækken.
I mavesækken og tyndtarmen går pillen i opløsning. Pillens indhold transporteres herfra over i blodbanen.
Via blodbanen føres medicinen igennem leveren. Her kan medicin blive omdannet til aktive og neutrale stoffer.
Fra leveren føres stofferne til hjertet, og derfra ud til alle organer og kropsdele.
Når medicinen når et organ i kroppen, vil det nogle steder give den ønskede virkning. Andre steder kan du få ubehag. Det er det, man kalder for bivirkninger.
Virkningen af medicinen afhænger af, hvilken slags du tager.
Hvor hurtigt medicinen virker, afhænger af dens form. Hvis du for eksempel tager medicinen som en opløsning, vil du få en hurtigere effekt end hvis du tager den som en pille. Det kan også afhænge af, om du tager medicinen på tom mave eller sammen med mad. Hvor hurtigt virkningen forsvinder afhænger af den enkelte medicin. Derfor skal noget medicin tages én gang daglig og andet flere gange dagligt.
Til sidst føres stofferne gennem nyrerne og udskilles i urinen.
Det er vigtigt, at du tager din medicin efter lægens anvisning. Det skal du gøre for at undgå unødvendige bivirkninger/forgiftninger eller manglende virkning.
Opdateret tirsdag den 8. aug. 2023